EADK Vejhjælp kan kontaktes 24 timer i døgnet. 

Telefon +45 33 45 75 25

Det kan ikke siges ofte nok…

Men det absolut vigtigste ved en vinterklar bil er og bliver skiftet til vinterdæk. Hvis du gerne vil have en realistisk og forudsigelig bremselængde, bør du skifte til vinterdæk, så snart dagtemperaturen rammer de 7 grader. 7 graders-reglen tager udspring i, at det er dér, at ydertemperaturerne kan begynde at komme ned på frysepunktet eller derunder. Fra den første frost rammer bliver det decideret farligt at køre med andet end vinterdæk, så gør dig selv og din bil den tjeneste at skifte med det samme. Og gerne før.

Tjek bilens væsker

Her gælder det køler-, bremse- og sprinklervæske og olie. Kølervæsken skal være frostsikret, og det samme gælder for sprinklervæsken. Tjek samtidig væskestanden ved kold motor. Olien skal som tommelfingerregel skiftes til vinter, så motoren har de bedst mulige forudsætninger for en nem og hurtig opstart på de kolde morgener. Nogle typer olie er såkaldt ’helårsolie’, så der er et skift ikke nødvendigt. Ved alle bilens væsker gælder det om at sikre sig, at alle er fyldt op til de korrekte niveauer.

Behandl med lak- og fælgforsegling

Du bør lakforsegle din bil for at beskytte mod blandt andet snavs, salt og flyverust. Lakforsegleren lukker ridser og fordybninger således, at snavset ikke kommer ned i ridser og fordybninger og skaber en ru overflade eller oxidering af lakken. Når du behandler din bil med lakforsegler, sørger du for, at bilens lak bedre kan modstå vinterens strabadser.

Når du alligevel skifter fra sommer- til vinterhjul, kan du samtidig gøre fælgene klar til en ny sæson. Efter du har rengjort dine fælge, kan du behandle dem med en omgang fælgforsegler. Fælgforsegleren beskytter dine fælge mod salt, bremsestøv og snavs.

Få din bil undervognsbehandlet

Det er ikke bare vinteren, der er hård ved din bil – det er det danske klima generelt. De fleste biler er slet ikke lavet til vores forhold, så derfor er det en god ide at overveje undervognsbehandling af din bil. Dette gælder især for vinteren, da fugt og salt tærer voldsomt på bilens karrosseri. Både salt og fugt samles ofte i hulrum, på undersiden og på indersiden af karosseriet, hvilket hurtigt kan resultere i rustgennemtæring. En undervognsbehandling foretages hos dit lokale værksted eller rustbeskyttelsescenter.

Kontrollér bilens batteri

Sørg for at kontrollere dit batteris ladetilstand, da der i vinterhalvåret kommer et ekstra stort strømforbrug til sædevarmer, vinduesvisker, elruder, lys og lignende. Du kan få tjekket dit batteri hos dit lokale værksted. Adskillige biler kører rundt med et batteri, der kun er opladet med 50-70%, og kapaciteten falder i takt med, at temperaturen falder udenfor. Anskaf dig eventuelt en hjemmebatterilader, der kan afhjælpe situationer, hvor dit batteri er helt drænet for strøm.

Ryd op i din bil

Det lyder måske som en mors formaning til en teenagedreng, men det er vigtigt at få ryddet op i sin bil til vinter. En halv flaske gammel sodavand gemt inde under bagsædet kan hurtigt udvikle sig til en omfattende rengøringsopgave. Få banket og støvsuget måtter, tør panelerne af og sikr dig, at der ikke er noget i bilen, der kan holde på fugten som eksempelvis gamle aviser, blade og klude. Overvej eventuelt om måtterne i din bil skal skiftes ud med gummimåtter.

Overvej en bilvarmer

Bilen står ligeså stille og roligt og opvarmer kabinen til en behagelig temperatur, ruderne er isfri, og motoren bliver forvarmet til driftstemperatur, inden du sætter dig ind i bilen. Det lyder som en drøm på morgener med børn, der skal afleveres, ruder der hurtigt skal skrabes fri for is og sne og et batteri, der ikke just har nydt nattens ni frostgrader. Med en bilvarmer kan drømmen blive opfyldt. Du kan sidde indenfor og igangsætte hele opvarmningsprocessen via en app til din telefon. Så bliver det ikke nemmere.

Gennemgå vinduesviskere og gummilister

Sørg for at gennemgå bilens vinduesviskere, så du er sikker på, viskerbladene er intakte. Hvis du kører med dårlige vinduesviskere, vil du hurtigt komme til at køre i blinde i et vintervejr, der byder på lidt af hvert. Du kan enten rengøre dine viskerblade ved hjælp af rengøringsmiddel og en grov svamp eller helt udskifte dem, hvis de er for slidte. Ligeledes gælder det for bilens gummilister. Tjek at de er intakte hele vejen rundt, så de kan modstå fugt og kulde, og rengør dem med rengøringsmiddel og svamp. Hvis bilens gummilister ikke er intakte, kontakt da dit lokale værksted.

Tilse sprinklersystemet

Når der er slud og sne på vejene om vinteren, bliver der kastet meget snavs op på ruderne. Mange tænker derfor kun på at sikre sig, at vinduesviskerne fungerer optimalt. Men det er ligeså vigtigt, at sprinklerne er velfungerende. Du kan oftest selv rense sprinklerdyserne, hvis de ikke fungerer optimalt. Tag en knappenål og rens forsigtigt dysen, så der er fri passage for sprinklervæsken.

Og til sidst et lille insidertrick til starthjælp

Hvis bilen ikke vil starte på de kolde vintermorgener, har vi fået et nemt trick til at kickstarte motoren. Det lyder måske som en gammel skrøne, men holder alligevel ofte stik. Hvis bilen har svært ved at starte, så sæt kortvarigt tænding på, så lyset bliver tændt. Sluk herefter og drej så nøglen helt om og start motoren. Når batteriet får lov til at arbejde, hjælper det mange gange til at starte motoren.

Husk, at dette kun er en midlertidig løsning. Vi anbefaler, at du får tjekket batteriet hos dit lokale værksted, så du ikke står i samme situation næste gang, du skal starte.

 

Se EADK Vejhjælp betingelser her